Skip to content →

Derfor skal du bo på Nørrebro

Den Københavnske bydel, Nørrebro, har igennem mange år været fast placeret på de danske mediers liste over notorisk, udskældte områder i Danmark. Derfor associeres Nørrebro desværre ofte med ghettokultur, indvandring og bandekriminalitet. Virkeligheden ser dog noget anderledes ud.

Nørrebro har været igennem en rivende udvikling – lidt i stil med omvæltningen af Vesterbro. Og bydelen kan bestemt ikke længere karakteriseres som et tilflugtssted for socialt udsatte og kriminelle.

I dag er Nørrebro er hyggeligt, multikulturelt kvarter med højt til loftet, masser af kunst og kultur samt et stort udvalg af restauranter, caféer og shoppingmuligheder i Nørrebros butikker.

Hvis du elsker storbyens mange muligheder og gerne vil kombinere det urbane miljø med parker og kreative løsninger, så er Nørrebro lige noget for dig. Er du ikke overbevist endnu, får du her fem gode grunde til, at du skal bo på Nørrebro.

1. En bydel, der oser af liv

Vidste du, at gennemsnitsalderen på Indre Nørrebro er 35 år, hvoraf langt størstedelen af beboerne er et sted mellem 19 og 49 år gamle? Det skaber et meget hipt og ungt miljø. Et miljø, hvor man ikke er bange for at tænke alternativt og finde på kreative løsninger, når bydelens små og store udfordringer skal løses.

De 80.000 indbyggere på henholdsvis Indre og Ydre Nørrebro er kendetegnet ved at være glade for at bruge deres faciliteter og udendørsarealerne til alt fra sport og motion til afslapning, kunst og sammenkomster. Her er det ikke unormalt at finde folk på samtlige caféer og i alle de hyggekroge, som Nørrebro tilbyder.

2. Nørrebro er god til børnefamilier

Der bor flest singler på Nørrebro, men flere og flere børnefamilier bosætter sig fra år til år. Det skyldes i høj grad de gode forhold, som Nørrebro tilbyder børnefamilier.

Med et hav af små parker, legepladser og indhegnede fodboldbaner har børnefamilierne gode muligheder for at komme ud og nyde diverse udendørsaktiviteter i et trygt og sikkert miljø.

3. Nørrebro har fantastiske shoppingmuligheder

På Indre Nørrebro ligger der intet mindre end 204 butikker foruden shoppingcentret Nørrebro Bycenter. Det brede udvalg af butikker inkluderer både de velkendte, universelle butiksbrands, som du finder over hele landet, til de små lokalt forankret og selvstændige butikker.

Turen fra Nørrebrogade til Skt. Hans Torv er spækket med lækre tøjbutikker, værksteder, kunstgallerier og spændende små forretninger med brugskunst, loppefund og boligindretnings-tilbehør. Her er der flere steder lukket af for biler, så du til fods og på cykel kan bevæge dig let og smertefrit gennem de hyggelige gader.

4. Multikultur smager bare bedre

Der er ingen tvivl om, at Nørrebro ofte associeres med multikultur. Og det skaber heldigvis nogle ekstraordinære, kulinariske oplevelser, som du ikke finder andre steder i København.

Med mere end 142 spisesteder på Indre Nørrebro burde der være noget for enhver smag, hvad enten du leder efter Danmarks bedste kebab, stegt flæsk ad libitum eller verdens eneste thairestaurant med en Michelinstjerne uden for Thailand.

5. Smukke omgivelser og grønne oaser

Selvom langt størstedelen af Nørrebro er urbaniseret og beklædt med grå asfalt, finder du nogle af de hyggeligste kroge af København på Nørrebro.

Hvad enten du slentrer ned ad Nørrebrogade, tager en tur rundt om Søerne eller besøger de små parker som Superkilen eller BaNanna Park, finder du masser af muligheder for at få en fredfyldt eftermiddag inde i den travle storby.

Det er også meget populært at besøge Assistens Kirkegården. Udover at tjene formålet som gravplads er Assistens Kirkegården en hyggelig grøn oase, hvor mange – indfødte og turister – tilbringer en hyggelig eftermiddag.

Når du spadserer rundt på kirkegården, kan det anbefales, at du kigger en ekstra gang på de gravstene, du møder på din vej. Under jorden ligger nemlig blandt andet Søren Kierkegaard, Niels Bohr, H.C. Ørsted, Michael Strunge og ikke mindst H.C. Andersen begravet.

Published in Flytning

Comments are closed.