Skip to content →

Hvorfor er tilstandsrapporten vigtig ved hussalg?

Hvis du overvejer at sælge dit hus eller en større ejendom, så er der en række tekniske aspekter, som du skal have styr på. På denne liste finder du eksempelvis tilstandsrapporten, der sammen med elinstallationsrapporten er essentiel for at kunne tegne en ejerskifteforsikring, og som ofte hænger sammen med undersøgelse af energimærkning af huset.

Det skyldes, på den ene side at købers interesser skal beskyttes, således at de ikke ender med katten i sækken. På samme måde skal din egne interesser beskyttes, hvis noget går galt under hussalget. Her kan du blive klogere på, hvad en tilstandsrapport er for en størrelse, og hvorfor den er så afgørende ved hussalg.

Hvad er en tilstandsrapport?

En tilstandsrapport giver et overblik over husets “tilstand” baseret på en bygningsgennemgang foretaget af en beskikket bygningssagkyndig. Under Huseftersynsordningens regler gennemgås eventuelle fejl og mangler, der præsenteres i rapportens tre dele: 1) resultat af huseftersynet, 2) sælgers egne bemærkninger og egne oplyste skader og 3) oplysninger om bygningskonstruktion.

Heri ligger nogle af alle de termer – K1, K2, K3 osv., som de fleste af os har hørt om, men som de færreste af os egentlig ved, hvad betyder:

UN: Den bygningssagkyndige kan ikke fastslå omfanget af skaden, hvorved den bør blive undersøgt igen.
K3: Dette er en kritisk skade, der har indflydelse på bygningens funktion og på andre bygningsdele.
K2: Dette er en alvorlig skade, der har indflydelse på bygningens funktion, men ikke har indflydelse på andre bygningsdele.
K1: Dette er en mindre alvorlige skade, der modsat K2 og K3 ikke vil have indflydelse på bygningens funktion eller andre bygningsdele.
KO: Dette er blot kosmetiske skader.
IB: Ingen skader eller bemærkninger.

Tilstandsrapporten dækker alle husets rum, og den bygningssagkyndige kommer til at tjekke både tagkonstruktion, gulve, gulvkonstruktion, fundament, sokler, etageovergange, vinduer, døre, loft, yder- og indervægge, trapper med mere. Dette skaber et komplet overblik over husets tilstand, og hvilke ting, som skal udbedres, før eller efter boligen er solgt.

Er tilstandsrapporten lovpligtig?

En tilstandsrapport er ikke lovpligtig, og du kan dermed sagtens både sælge og købe hus, uden at det er blevet gået efter i sømmene. Dette gør sig gældende for almindelige huse såvel som sommerhuse og fritidshuse. Ved salg af ejerlejligheder vil der oftest ikke være en tilstandsrapport, da denne skal laves på hele ejendommen.

Hvorfor er tilstandsrapporten i så fald vigtig?

Selvom tilstandsrapporten ikke er lovpligtig, vil langt de fleste købere bede om at få udarbejdet og udleveret en tilstandsrapport på boligen. I det tilfælde er det sælgers ansvar at få udarbejdet og betale for tilstandsrapporten, hvorved det også er sælger, som skal indhente tilbud på tilstandsrapporter hos bygningssagkyndige. Dette er dog også i sælgers interesse.

En tilstandsrapport og elinstallationsrapport er nemlig et krav til, at køberen kan tegne en ejerskifteforsikring, som fjerner ansvaret for eventuelle fejl og mangler i bolighandlen fra sælgeren og over på forsikringen i det næste 10 år. Netop af denne grund er det vigtigt, at rapporter er udført efter Huseftersynsordningens regler af en beskikket bygningssagkyndig, således at rapporterne er gældende.

Tilstandsrapporten er nu gældende i seks måneder og kan desværre udløbe, hvis boligsalget trækker ud. Heldigvis vil du som oftest kunne få en billigere pris på en fornyelse af tilstandsrapporten, hvis du anvender samme firma to gange.

Published in Flytning

Comments are closed.